tirsdag den 16. marts 2010

Byens Mylder

Menneskemylder
Puha et virvar af mennesker i den offentlige transport. Dét er virkelig noget af det værste ved at bo inde i byen. I dag havde jeg igen taget lidt fejl af tiden og var derfor sent på den i forhold til det aftalte gruppemødetidspunkt. Derfor tog jeg metroen - det var en okay tur da det var efter myldretid. Da jeg så skulle tage metroen hjem fra Nørreport var der allerede helt proppet med mennesker da jeg steg ind i metroen og det blev bare være og være for hvert stop. Til sidst var jeg så helt presset ind i hjørnet og håbede meget på at de fleste skulle af samme sted som jeg, men nej, så jeg måtte virkelig skubbe og mase mig igennem for at komme ud før de automatiske døre automatisk lukkede sammen om myldremængden. Kan godt forstå at folk med en lille snert at klaustrofobi ikke er så glade for metroen. Konklusion: Jeg skal virkelig igang med at cykle igen.

Forårsmylder
I weekenden var jeg hjemme hos mine forældre og er rigtig blevet forkælet. Solen skinnede dejligt både lørdag og søndag så derfor var mor og jeg ude og cykle en tur rundt i kolonihavekvarteret. Hvor bliver jeg dog jaloux på alle dem der snart skal til at rykke ind i deres små træhuse igen, så kan de invitere venner og familie over til kaffe og lagkage på de varmere dage, og ellers sidde i de små udestuer. Der må også virkelig være et (på denne her måde behageligt) mylder af mennesker når man bor så tæt.




I haven var det myldret frem med forårsblomster som jeg lige måtte ud og fotografere. Lørdag aften blev der hygget lidt om den hjemvendte datter, så min mor, bror og jeg lavede abemad med råcreme og hakket chokolade. DET var lækkert. Har haft så skøn en weekend uden druk og søvnmangel, at det er hårdt at skulle i gang med hverdagen igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar